Værdier og menneskesyn

Rosenhøjs rummelige menneskesyn

På Rosenhøj arbejder vi ud fra 3 grundlæggende kerneværdier, som også afspejler vores menneskesyn:

  • Vi tror på, at alle mennesker har lige stor betydning og værdi.
  • Vi tror på, at alle mennesker ønsker at føle sig værdsat og være en del af et fællesskab.
  • Vi tror på, at alle mennesker kan komme sig og rummer ressourcerne til at skabe sig et meningsfyldt liv under de rette betingelser.

De værdier ligger til grund for dagligdagen på Rosenhøj. Vores hensigt er netop at skabe de rette betingelser i form af et trygt hjem for alle vores beboere, hvor de aktivt tager del i hverdagen og forholder sig til egen livssituation.

I personalegruppen reflekterer vi løbende over vores arbejdsmetoder, så vi hele tiden er i stand til at tilpasse os forandringer og individuelle hensyn til vores beboere.

Vores fornemmeste opgave er at se det individuelle menneske, som det er, og afstemme krav og mål hertil.

Personalet har en høj grad af respekt og etik omkring det faktum, at der er beboernes hjem, de arbejder i, så man ikke som personale overtræder de grænser, der måtte være. Herunder altid at banke på og forsøge sig med pædagogiske tilgange i forhold til at inddrage beboerne i beslutningerne omkring rengøring og oprydning i deres lejligheder.

Hjælper borgere til et godt liv

Vi arbejder ud fra en overordnet målsætning om at hjælpe vores beboere til at skabe et liv, de selv er tilfredse med. Et liv, hvor de samtidig er i stand til at fungere i samfundet på hensigtsmæssig vis. Vi accepterer, at der er mange måder at leve et tilfredsstillende liv på.

Derfor tager vi først og fremmest udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov på vejen til at skabe et indholdsrigt liv. Vi møder hver person uden en forudindtaget holdning til, hvad et godt liv er. Et liv kan leves på mange måder. Vi er opmærksomme på ikke at overskride borgernes grænser, herunder ikke tage udgangspunkt i egen forforståelse om det gode liv.

Medbestemmelse vægtes højt

Vi arbejder med udgangspunkt i hjælp til selvhjælp og målet for alle beboere er, at de kommer til at kunne leve en så selvstændig tilværelse som mulig. Derfor har alle individuelle planer, der understøtter deres inklusion med samfundet. Heri sættes mål for dem, og deres parathed for uddannelse og beskæftigelse vurderes. Alle planer og mål udvikles i tæt samarbejde med den enkelte beboer, som har reel indflydelse på planen.

Nogle beboere har så komplekse problemstillinger, at parathed i forhold til uddannelse og beskæftigelse er en længere proces. Deres personlige planer indeholder i stedet for mål om at understøtte deres kompetencer til at leve et så selvstændigt liv som muligt. Det kan være  gennem støtte til personlige rutiner og daglige gøremål eller hjælp til at deltage i aktiviteter på aftenskole, ældrecenter samt aktivitets- og beskæftigelsescenter.